---
title: "Nyhedsbrev 1/9 2026"
description: "Sommeren går på hæld, og vi begynder at kigge ind i en ny fyringssæson, som vi glæder os til."
date: "2026-09-02"
created: "2026-09-02"
---

[Hjem](https://tommerupfjernvarme.nu/)

                    [Nyheder](https://tommerupfjernvarme.nu/nyheder)

                [Nyhedsbrev 1/9 2026](https://tommerupfjernvarme.nu/nyheder/nyhedsbrev-19-2026)

# Nyhedsbrev 1/9 2026

Sommeren går på hæld, og vi begynder at kigge ind i en ny fyringssæson, som vi glæder os til.

Det gør vi, fordi vores nye akkumuleringstank nu skal til at vise sit værd. Værdien skabes ved, at vi i stedet for at producere varmen, når forbruget er der, nu kan producere varmen, når strømmen er billig, og gemme den, til den skal bruges. Vi har helt styr på driften af tanken, men glæder os gevaldigt til at se resultatet.

Det er længe siden, vi sidst har været ude med nyheder, så her kommer en ordentlig omgang.

Vi har først på sommeren afholdt en arbejdsdag for bestyrelsen, hvor der blev knoklet i varmen. Arbejdet foregik heldigvis i skyggen, men det var hedt. Arbejdsdagen gik med at shine centralen på Bannervej op. Gulvet blev malet, hvilket var tiltrængt. Det har pyntet og givet nogle lysere og mere indbydende produktionslokaler.

Da vi de seneste år har udvidet vores ledningsnet og dermed også mængden af vand, har vi fundet det nødvendigt at installere mere filtrering. Vi har derfor opsat et filter mere op ude ved varmepumperne, så vi nu filtrerer to steder i ledningsnettet. Vi forventer, at den håndfuld forbrugere, der har været belastet af snavs i deres filter, snart vil opleve en mærkbar forbedring.

Vi har for nylig gennemgået vores telefoni og internet. Det har resulteret i besparelser, da vi nu handler på de såkaldte SKI-aftaler. Der er nok mange, der ikke ved, hvad SKI-aftaler er, men det er offentlige indkøbsaftaler, som er udarbejdet af Statens og Kommunernes Indkøbsservice A/S. Vi sparer penge, og får samtidig et smart og enkelt telefonsystem med i prisen. Det betyder, at I fremover bliver guidet bedre videre til den rette medarbejder, og det bliver langt nemmere at komme igennem til os. Vi ved, at dette har været forsømt og har givet anledning til frustrationer blandt andelshaverne. Det beklager vi, og vi forventer en klar forbedring efter den 1/9.

I første halvår 2026 forsøgt vi på forskellig vis, at komme af med vores gamle oliekedel, som ikke har været i brug i mange mange år. Det viste sig hurtig at den ikke havde nogen værdi, faktisk tværtimod, så skulle vi give op i nærheden af 100.000 kr for at få den ud af bygningen og transporteret væk. Så fik vi den ide at vi ville se om vi kunne donere den til Ukraine og det lykkes. Nogle velmenende personer hentede kedlen kvit og frit, så nu gør kedlen gavn i Ukraine til vinter.

## **Den kommende periode**

Vi har forskellige projekter, som vi arbejder på i den kommende tid. Projektet med højest prioritet er etableringen af en pumpestation på Tallerupvej ved skolen. Der har gennem en årrække været problemer med at få nok varme (tryk) ud til Engvej. Det skal løses hurtigst muligt, så vores medlemmer derude ikke skal fryse igen i år. Vi har i samarbejde med kommunen og skolen fundet en placering, og nu mangler vi blot det sidste tilbud, før vi kan gå i gang.

I produktionen har vi desuden et ønske om at kunne flytte varme hurtigere fra Parkvej til Bannervej. Dette vil være en stor fordel i de morgenspidser, hvor folk går i bad. På nuværende tidspunkt kan vi ikke flytte nok varme, hvilket er en skam, når nu vi har den stående i akkumuleringstanken. Alternativet er nemlig den dyre og forurenende gas. De første tilbud er indhentet, og vi er i gang med at gennemgå dem.

Vi glæder os til at se jer til generalforsamling den 17/9 kl. 18.00, som afholdes i erhvervsparkens kantine.

**Mvh Flemming**
